“Sangskrivning i Shamanismens tegn”

Håndbog i intuitiv sangskrivning. (Faglitteratur).

Udgives i 2018/19.

ILDKORN – fra stort til småt (77 HAIKUDIGTE)

 ILDKORN

UDDRAG AF MIN DIGTSAMLING, “ILDKORN”

Af: Tania Viit Kusk

Digtsamlingen, ”Ildkorn” – fra stort til småt (77 Haikudigte) består af en samling stemningsdigte.

1.ste udgave er udgivet 2014, mens ILDKORN (2) er prospekteret til at skulle udkomme i nyt og spændende, tværfagligt format i løbet af 2018-19, hvor digtsamlingen vil indeholde en indføring i dét at skrive og forstå Haiku som digteform. Derudover har jeg gjort de første indledende øvelser til at sætte nogle af haikudigtene i musik.

 Her kommer et lille uddrag af den nye bog med titlen :

“Ildkorn – fra stort til småt (77 Haikudigte). Indføring i Haiku – fra sansning og til idé.”

Under udarbejdelsen af Ildkorn – fra stort til småt (77 Haikudigte), blev jeg mere end nysgerrig på dels at undersøge, og dels at beskrive processen bag selve dét, at skrive haiku. Jeg ønskede at komme dybere ind i formen. Jeg har siden udviklet min egen metode at gribe haikudigtningen an, udfra den betragtning at når drømme er en en del af vores kollektive ubevidste (jungiansk tankegang), så kan naturen også være det.

Selv med naturen som fællesnævner, vil al inspiration vi får fra naturen, når vi beskæftiger os med Haiku, trods alt trigge digternes hjerne, så man vil få forskellige indfald, alt efter hvem det er, er taler.  En ægte, passioneret haikudigter, vil være tilstedet i sit element, og man vil kunne høre eller læse ud af digtet,  hvad det er for en stemme, der taler, fx. vil digteren med stor sandsynlighed afsløre noget om, hvor han/hun befinder sig, eller noget om, hvad digteren lægger væg på i sit udtryk som haikudigter.

Haikudigtningen rummer, trods den snævre ramme,  desuden et utal af muligheder for at man kan få sin ustyrlige digtertrang stillet. Det er heldigt. Haikudigtning er inviterende digteform, hvor man beskæftiger sig med “nuet”. “Nuet” er et begreb, jeg stort set har været optaget og fascniere af hele mit liv, for i nuet ligger der både en forventning, men også en fornægtelse, eller en form for  “jag”. Dét er spændende, at give lyd til nuet, sætte ord på nuet eller musik til nuet.

AT BRUGE HAIKU TIL AT LØSNE OP FOR SIN SKRIVEBLOKERING.

At skrive et haikudigt er en miniature. Jeg har selv brugt Haiku til at ruske op i min inspiration, hvis jeg er kørt fast, eller kan mærke en skriveblokering er på vej.

Haiku faktisk også en rigtig fin ting at lære sig, hvis man BARE vil skrive og holde sig aktiv. Men som sagt, er Haiku en stor en hjælp, hvis man er gået i stå i skriveprocessen.

På mange måder er haiku en meditativ, rensende og healende beskæftigelse, lidt ligesom at gå til madlavning eller i strikkeklub. Men Haiku skriver du jo alene, til gengæld kan man glæde sig over, at man faktisk får skrevet digte. Og helt sikkert også nogle temli’ effektfulde nogen af slagsen. Det kan ikke undgås pga. de 3 principper for Haikudigtning:

 “Haiku er ultrakorte digte på 17 stavelser, fordelt på tre linjer med 5-7-5 stavelser.

  1. Der er ingen regler om rim eller rytme.
  2. De er små naturdigte, handler om noget, du kan opleve med dine egne sanser: at se, høre, føle, lugte eller smage.
  3. Haiku foregår i nuet, og beskriver en begivenhed. (Der er ofte naturfænomener tilknyttet et haiku)

Du kan i princippet skrive et haikudigt på en hvilken som helst følelse, idé eller begreb.

Prøv selv! Skriv et lille kort naturdigt – 3 linier og se, om du kan udfordre sindet med en markant oplevelse. Snart er du blevet hele  3 sætninger og et haikudigt rigere.

I lang tid skrev jeg ét digt om dagen – og dét gav mig energi og en voksende lyst til at skrive en masse andet.

INTUITIV TÆNKNING 

I mit arbejde med haikudigtningen, har jeg gjort brug af en intuitiv indgang til naturen som en
måde at nærme mig digtningen. Man kan sige, at jeg gør mig tilgængelig for sjælens og sindets
egne love – gennem naturen, idet jeg bevidst åbner mine sanser.

Hvad mener jeg med den betragtning?

Fordybelse i naturen, minder for mig meget om de oplevelser, vi kan opnå i forbindelse med
musikken. Jeg plejer at sige, at musikken er som at se verden fra inderside. Som hvis du fx lytter
til et stykke musik, som du er specielt glad for.
At lytte til din yndlingsmusik, kan fylde dig med en helt særlig stemning, som giver en
øjeblikkelig lykkefølelse eller en slags rus. Hvad enten man er vred, mismodig, glad eller i hvilket
som helst andet humør, kan musikken hente tanker og minder frem, som underbygger den iboende følelse.
På samme måde som med de toner og klange musikken, som vi kan føles os dybt stimulerede af,
faktisk også føle os stærkt bevægede, når vi begiver os ud i naturen. Så til sammenligning er der et nært fællestræk mellem musik og det at skrive haiku for mig.

Jeg forholder mig som oftest legende, søgende og eksperimenterende, når jeg befinder mig inaturens rum – jeg har altid elsket at vandre i naturen, og det giver altid følelsen af meningsfuldhed.

Selvom jeg ikke nødvendigvis går ad den samme rute? En skov eller en markvej kan føre mig ad helt ukendte stier, som den kan føre mig ud af sindets kringelkroge og snirkelveje, steder, jeg måske “aldrig” har været før.

Naturen kan vække mit behov for at føle, jeg er ét med noget, som er større end mig selv. At opholde sig i
naturen er som at være på en fantastisk rejse i selvet, men det er også en rejse, hvor jeg kan trigge
hjernen til udforske og bearbejde de mange sanseindtryk, som den modtager. Nogle indtryk vil da
lagre sig i kroppen, andre ikke. Men de indtryk, jeg får undervis vil komme til at påvirke mit møde
med naturen dén dag.

Brugen af intuitiv tænkning i fht. naturen i digtningen er et konstruktivt redskab. En park, en
skov, stranden eller haven er den kreative legeplads, hvor du frit kan registrere og sanse farverne, alle mulige dufte, lyde og impulser, som findes dér – og naturen er jo gratis, så du med fordel kan benytte naturen i din kreative skriveproces.

Naturen er i sig selv en følelsesmæssig oplevelse, men er dog ingen garanti for vores følelser – men den kan få os til nærme os, hvem vi er.

 HVORDAN FASTHOLDES ET INDTRYK I HAIKU? – At sætte minderne i relief.

Det optimale ville helt sikkert være, hvis vi kunne have så meget kontrol over vores følelser, at vi
kunne mærke, registrere og observere følelser og tanker, uden at blive revet med som et hvileløst
blad i en susende efterårsstorm. Omvendt ville denne form for kontrol over hvad vi føler, fratage
os muligheden at tænke “abstrakt” i haikudigtningen. At fastholde et indtryk, handler om at
kunne relatere ord, følelser og tanker til en naturgiven impuls.

 FORVANDLINGENS MOTIV – At kunne fastholde en stemning

Forvandlingens motiv, er et udtryk jeg har opfundet, da dét at kunne fastholde en stemning har gjort mig nysgerrig på,  om Haikudigtningen kan hjælpe med mig videre i digteprocessen. At fastholde en følelse, er netop også en ting, som vi arbejder med i musikkens verden, både når vi komponerer og skriver sange. Haikudigtningens strenge form, lærer mig at jeg skal blive i en følelse, dyrke den og udtrykke den.

Jeg fandt frem til, at jeg med min hukommelse rent faktisk kan indprente mig et “indtryk”, udfra en given oplevelse, så jeg  kan arbejde videre med dette “indtryk” i såvel ord som i billede. Hukommelsen er nemlig med til at sætte vores minder i relief.

At fange eller spidde et indtryk, og fastholde det, er vitterligt en stor kunst i sig selv. Det handler om, at du er
tilstede med hele din bevidsthed! Dvs. når billeder, tanker og følelser dukker op til overfladen, dér hvor du er,  kan du enten prøve at fange dem, og materialisere dem – gentænke dem, eller nedfælde et par ord om din oplevelse. Hvis ikke,  må du lade dem stå som rene tidsbilleder, du bevarer for dig selv.
Og som så kan dukke op til overfladen, når de passer sig.

Men det egentligt spændende, er at se, om man kan holde indtrykket fast. Derfor skriver jeg HAIKU! Fordi den øvelse giver mig noget specielt.

Naturen rummer SÅ megen sandhed. Kan sandhed forvandles? Svaret er ja, for al den sandhed, der møder os ude i naturen, er ikke nødvendigvis en sluttet sandhed. På samme måde som et digt ikke er et sluttet digt med én bestemt udlægning. Sandheden afhænger af ”øjet, der ser”. Så et digts sandhed er en størrelse, du kan flytte om på, omskrive og præge ved dine sansers magt.

Det var da jeg indså dette, at begrebet, forvandlingens motiv opstod.
Begrebet kan være med til at forklare den transparens, der ligger i at opfange en stemning eller et indtryk, som ligger udenfor én selv.
Forvandlingens motiv, som jeg kalder mit udtryk, forekommer, når jeg reflekterer midt i handlingsforløbet, mens den identificering, der ligger til grund for motivet, er en sammensat oplevelse. Man skaber identificering imens forløbet foregår – imens ser på fx. ”biernes dans”. (*Biernes dans er et fænomen, som jeg elsker. Bier kommunikerer med hinanden ved hjælp af en dans, hvor de fortæller, hvor der er blomster med nektar.  )

Efterhånden, som tanker og billeder opstår, når jeg ser på “biernes dans” for nu at bruge den indgang,  ja så begynder jeg at gøre mig nogle dybere refleksioner, og måske opstår der nye billeder, nye links til virkeligheden, metaforer, tanker eller melodier ad den vej.

Begrebet forvandlingens motiv er i virkeligheden et andet udtryk for det fuldstændig overvældende sansebombardement, som naturen nogle gange udsætter os for. Du kender det fra de årstidens skiften, når alting vågner, og alle sanserne bombarderes af den første grønne bøgeskov, eller om efteråret, når træer og blade fremstår i frydefulde orange, gule og røde farver. Man overvældes. Naturens forvandlingsmotiv, er for i mig det egentlige igangsættende element i fht. selve digteprocessen iHaiku.
Det sker også i ”mødet med en blomst”. Ved at tænke eller se på, og skrive om blomsten, kalder jeg på nogle følelser.
Jeg lader de indtryk, som indfinder sig ved iagttagelsen af lige præcis den blomst, liljen måske, man fornemmer liljens duft, udseende, sarthed, grovhed osv., og den oplevelse skaber måske røre indeni mig, som kan give nye associationer.

Når jeg identificerer blomsten ud fra dens omgivelser, præger det oplevelsen af mit motiv. Forvandlingens motiv kan altså være en vigtig skabende faktor. Her er bare oplevelsen som afgør, hvad mit lyriske jeg ser. Forvandlingen kan man sige, sker med det lyriske jeg’s refleksioner over selve nuet.

Mødet og oplevelsen, er altså forudsætningen for, at jeg overhovedet stadfæster min oplevelse på nethinden.

Hvor mødet er det igangsættende element, kan forløbet opfattes som den igangværende situation, som digteren må sanse og erkende, altså som et erkendende element. Mens det er selve forvandlingen, fra idé til tanke, som er det egentlige, formidlende element. Eller sagt på en anden måde – forvandlingen, fra sansning til ide´- kan sagtens være din tolkning af hvad du oplever og ser, når du hengiver dig til blomstens mange facetter. Men dét er op til dig, om du vil fæstne dén oplevelse på nethinden, og huske den for fremtiden.

Det kræver en smule øvelse. Du øver dig i at at fastholde et indtryk, bla. ved at genkalde dig stemningen fra dén dag, eller du visualiserer omgivelser og lyde, men du kunne jo også sætte dig ned, og skrive om det.
Hvordan undgår man så, at oplevelsen ikke uden videre bare forsvinder igen – se, dét er så kunsten.
Hvis man spørger mig, så vil jeg jo svare – bare se at griflet noget ned. Skriv, skriv, skriv!
Men, giv dig også masser tid. Dvæl ved situationen. Meditér på følelsen, og noter få stikord. Så kan du ALTID vende tilbage til forvandlingens stemme, og finde ind til dit motiv. Dit personlige naturmotiv.
Giver det mening?

I det næste kapitel (bid) af ILDKORN, skal det handle om brugen af hukommelse i haikudigtningen. Viden, der før var lagret i vores ubevidste hukommelse, kan flytte sig og finde vej…
FOR HVAD sker der egentlig, når vi gribes af nuet, og pludselig fanges ind af en bestemt impuls man ikke har lyst til at slippe? Når vi er i flow med os selv, og gerne vil forblive i tilstanden, og nyde den.
Hvordan kan jeg træde ud af en gribende oplevelse, jeg engang har været i, og stadig, måske endda flere år efter år, har lyst til at finde  tilbage i, og “genvinde” følelsen af mig?
Dét og  mange andre spændende aspekter af “HAIKUDIGTNINGEN”, vil jeg se nærmere på i ILDKORN (2).

Måske vi ses dér?

  1. T.V.

(Copyright)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *